Miljøtræning 

- et stærkt værktøj

Heste er et flugtdyr og deres naturlige reaktion i farlige situationer er at flygte fra det. Vi kan ikke tage flugtdyret ud af hesten, men vi kan lære den at håndtere svære og "farlige" situationer.

Ved at bruge miljøtræning kan du med få midler og en god portion tålmodighed lære din hest at takle nye, mærkelige eller svære situationer - at stoppe op i stedet for at flygte.

Vi kan under kontrollerede forhold præsentere dem for nyt i et tempo, hvor hesten selv kan følge med og lave calmings signals til sig selv, når den møder noget den tror kan være farligt.

Du kan lære din hest selv at regulere sit nervesystem og dermed hjælpe den til at håndtere for den svære og farlige ting og situationer.

Kæmpe bonus er, at du lærer din hests reaktioner på forskellige ting og situationer at kende, så du ved hvad du kan forvente, når du fx er ude at ride. 

Miljøtræning har så mange fordele. Her er nogle af de vigtigste.

  • Du skaber en meget tættere og stærkere relation med din hest, fordi I lærer hinanden meget bedre at kende.
  • I bliver begge bedre til at håndtere nye og svære situationer, når I møder dem.
  • Du holder din hest nysgerrig på nye ting, hvilket de faktisk er født med.
  • Du bliver klogere på, hvor gode dine signaler er og hvordan du støtter din hest bedst i svære situationer. Fra ryggen eller jorden.


Der er et utal af muligheder du kan lave med din hest både fra jorden og på ryggen af hesten.

Her er nogle forslag:

Presenning. Start med at få din hest til at stå i nærheden af den og byg langsomt på indtil at den står på den og derefter gå over den..

Blæsevejr. For mange heste er det en udfordring, når det blæser, fordi alting bevæger sig og der er meget man skal holde øje med ift. om det er farligt. Så lav en masse øvelser med din hest, som den er tryg ved i blæsevejr. Hesten lærer at have fokus på dig og stole på, at du ved, at det ikke er farligt.

Ting der larmer. Larm og støj kan få mange heste til at blive bange, især hvis de kommer bagfra. Derfor er det en god ide, at vænne hesten til larm fra forskellige ting, Du kan bruge poser, balloner, papirsække og meget andet.